Der er mange politiske gøremål i forbindelse med det kommunale arbejde. Ind i mellem er der også brug for at udvikle ideer, der ikke i første omgang retter sig mod partipolitik.
F.eks. kan det være nyttigt at der udvikles ideer, der i deres realisering, kan skabe nye arbejdspladser og oplevelser.
Det er i denne sammenhæng forslaget om oprettelse af et ”Køge Bugt Oplevelsescenter” skal ses. Jeg har til Kommunesamarbejdet i København Syd (dækker Greve, Solrød, Køge og Stevns) sendt et forslag om oprettelse af et sådant oplevelsescenter. Baggrunden er, at ganske vist er der en del seværdigheder i Køge-Bugt-området. Men der kan skabes noget mere.
Et oplevelsescenter som her er foreslået skal rumme oplevelser og forlystelser, der appellerer
til familier, uddannelsesinstitutioner, turister m.fl.
Centeret skal indeholde historier, udstillinger, oplevelser med afsæt i Køge-Bugt-områdets historie og udvikling. Fra meteornedslaget i Karlstrup Kalkgrav, dannelsen af Stevns Klint over stenalder- og bondesamfund, Hedebokulturen frem til slaget ved Køge Bugt, fiskeriet i bugten, Køge Havn, Hedeland og op til dagens moderne samfund baseret på Køge-Bugt-planlægningen. Herudover også forlystelser af forskellig art.
Idé-grundlaget skal videre-udvikles på seminarer, hvor der skal ske deltagelse af turistforeninger, kunstforeninger, lokalhistoriske foreninger, museer, erhvervsliv, fagforeninger m.fl.
Her i gennem skal forhold vedr. indhold, målgruppe, beliggenhed, ejerforhold m.m. drøftes.
Der kan etableres dels en turist-attraktion og dels et arbejdssted for mange mennesker. Tanken er, at centeret har åbent året rundt.
Grundlæggende er det også vigtigt, at et sådant center kan øge forståelsen for det område vi bor og lever i.
Hans Kristiansen